Natten til fredag begynder et voldsomt regnvejr at bevæge sig ind over Danmark, og DMI varsler derfor danskerne om ‘kraftig regn’ i det, der er en opjustering på meldingen fra torsdag formiddag.

Tidligere torsdag lød det fra vejrtjenesten, at danskerne kunne risikere store regnskyl, men nu har nye prognoser fået DMI til at melde, at vejrtjenesten ‘forventer’ regn i store dele af landet på mellem 25 og 35 millimeter på seks timer.

»Vi har fået nye prognoser ind, som siger, at det er mere sikkert, at vi får kraftig regn,« siger meteorolog Steen Rasmussen.

De store regnmængder får DMI til at farve dele af Danmarkskortet gult for at fortælle om ‘voldsomt vejr.’

»Det bliver et godt, gedigent regnvejr,« siger meteorologen og fortæller, at der forventes at følge torden med regnbygerne.

Regnen begynder omkring klokken tre natten til fredag i områderne Thy og Mors, Vestjylland, Fanø, Varde, Herning og Skive.

Herfra går uvejret mod nordøst så sjællænderne får regn i løbet af formiddagen. Den østligste del af landet lader til at gå fri af de store mængder regn.

'Kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning) og nedsat sigtbarhed,' skriver DMI.

Uvejr forude, motorvejen ved Randers i solskin med sorte skyer forude. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Uvejr forude, motorvejen ved Randers i solskin med sorte skyer forude. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere