Om lidt mindre end tre uger vil et sjældent fænomen kunne ses på nattehimlen: En blodmåne.

Fredag den 27. juli vil en fuldmåne nemlig glide ind i Jordens skygge og blive blodrød.

Man kunne fristes til at tro, at en fuldmåne, der befinder sig i skyggen og dermed ikke bliver ramt af noget sollys, ville være mørk. I stedet bliver den rød, fordi Jordens atmosfære afbøjer lyset fra solen, og det er kun det langstrålede røde og orange lys, der kan trænge igennem.

Når det røde lys derefter rammer Månen, reflekteres det og giver Månen det røde skær.

Ligesom solformørkelser er sjældne, er blodmåner det samme - blandt andet fordi, det kræver, at der er tale om en fuldmåne, der skal ligge præcist på linje med solen og Jorden.

Udover at være et sjældent fænomen i sig selv, kan blodmånen sent om aftenen den 27. juli også ende med at være særlig speciel. Ifølge Illustreret Videnskab kan der nemlig være tale om den længste totale måneformørkelse i det 21. århunderede.

Hvis vejret tillader det, vil blodmånen kunne opleves i hele Danmark.

Øverst kan du se, hvordan det så ud, da en såkaldt superblodmåne kunne ses over Danmark tilbage i 2015.