2017 bød på en hæslig sommer uden solskin og sommerdage, og nu siger DMI, at det også ender med et historisk dårligt efterår.

DMI har kigget frem mod novembers sidste dage. Her står det klart, at vi ender med at have fået omkring 277 mm regn i september, oktober og november. (Lige nu har vi fået 253 mm.)

Det er 44 mm mere end normalt. Dermed ser det ud til at blive det vådeste efterår siden 1998, hvor der faldt 280 mm regn i de tre efterårsmåneder.

Kigger man på temperaturen, har det faktisk været varmere end normalt - ca. 0,8 grader over normalen på 9,3 grader. Men tager man de generelle temperaturstigninger in mente, og kigger på de 17 efterår i det nye årtusinde, er det kun 0,1 grad over det normale.

Ligesom med den katastrofale sommer, er der heller ikke meget at råbe hurra for, når man kigger på antallet af solskinstimer.

DMI regner med, at vi ender på 269 timer, hvilket vil være langt under gennemsnittet for de seneste 10 år, der ligger på 304 timers solskin. Det er samtidig de færreste i fem år.

Det bedste efterår rent solskinsmæssigt var tilbage i 2005, hvor vi så solen i 407 timer. Den værste skal vi helt tilbage til efteråret 1976, hvor solen kun skinnede på os i 166 timer.

Som nævnt tidligere var sommeren 2017 også historisk ringe. Sommeren - eller hvad vi skal kalde den - endte med at have det færreste antal solskinstimer i 17 år. Samtidig blev det den 11. vådeste, siden DMI begyndte at måle i 1876. Her faldt der 268 millimeter regn.