Det gælder om at passe lidt ekstra på i trafikken onsdag morgen, da rimtåge kan drille flere steder og nedsætte sigtbarheden.

Samtidig er der rimglatte veje i hele landet. Det fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI, Janne Hansen, til BT.

»Her til morgen er der lidt lokal rimtåge i Jylland, og ellers er der diset mange steder og skyet,« siger hun.

Allerede tirsdag aften udsendte DMI en risiko-melding om rimtåge i store dele af landet - særligt Jylland og Fyn - men den kommer dog ikke til at lægge længe og genere.

»Den er allerede ved at lette stille og roligt,« forklarer Janne Hansen.

Fra morgenstunden kan man også få besøg af en lokal snebyge.

»Det er også i hele landet, der kan komme de her lokale snebyger hist og pist, men det er mest i de kystnære områder, fordi det typisk er byger, der dannes ude over vandet og driver ind derfra. Men der er mulighed for det over hele landet,« lyder det fra meteorologen.

Det kommer dog ikke til at sne meget.

»Men der kan komme lidt. Jeg vil tro, at der, hvor der kan falde mest, er på Bornholm,« siger Janne Hansen.