Øverst: DMI har sommerprognosen klar - og det er rar læsning
»Det er en helt ekstrem situation.«
Ordene kommer fra den mangeårige vejrvært på DR Jesper Theilgaard og beskriver det vejr, som danskerne har oplevet i maj-måned.
Og vejret i maj har netop været enormt solrigt, varmt og tørt. Aldrig før har danskerne oplevet en så varm maj, som vi har fået i år. Således slår måneden en 129 år gammel rekord for den højeste middeltemperatur, som ellers blev sat tilbage i 1889, her var gennemsnitstemperaturen på 13,8 grader. DMI forudser, at denne temperatur i 2018-udgaveen af maj vil ligge på 14,7 grader.
»Det er meget udsædvanligt det, der er sket her i maj. Det siger sig selv, når denne rekord bliver slået. Vi har haft en temperatur, der er ekstrem høj, og at vi nu får en ændring af vores maj-rekord, der bliver slået så eftertrykkeligt, så er det en helt vild situation,« siger Jesper Theilgaard til BT.
Men den tidligere vejrvært er alligevel skeptisk. Han beskriver nemlig maj som solrig og varmt – men med panderynker.
»Et eller andet sted så er det her et klimasignal, og der er nogle forskere, der simpelthen er nødt til at gå ind at se på det. Jeg har svært ved at se, at det her vejr kan være en ren tilfældighed, og at det slet ikke har noget med globalopvarmning at gøre. Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror ikke, det kan være anderledes,« siger Jesper Theilgaard, der derfor også nyder det varme vejr med en del mistro.
Men selv om maj har krævet uendelige klatter af solcreme og ikke så meget tøj, så er det langt fra sikkert, at solen er på retræte. Danskerne kan nemlig se frem til en varm sommer.
»Vi kommer til at opleve lidt mere almindelige temperaturer og lidt mere fugtigt luft. Men vi skal altså stadig forvente mellem 18 og 25 grader, og det er jo ganske sommerligt. Man kan endnu ikke sige, at hverken sol eller regn kommer til at ramme specifikke landsdele. Det er hele landet, der står for skud,« siger vagtchef for DMI til BT.