Gråt med gråt på.
Sådan kan vejret, som danskerne vågner op til tirsdag morgen, bedst beskrives – men i én landsdel kan man måske være heldig med at kunne suge lidt D-vitamin.
Først og fremmest bliver det dog en overskyet og regnfyldt tirsdag, lyder meldingen fra DMI.
»Vi vågner op til en frontzone med regn, der ligger over Nordjylland og Nordsjælland, og som bevæger sig mod nordøst. Derfra vil vi få noget mild og fugtig luft med spredte byger, som trækker ind over landet,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Marielle Fournier.
Der er dog ét enkelt sted i Danmark, hvor man som sagt kan være heldig at se solens stråler i korte glimt.
Og kender man dets kælenavn, så kan man måske gætte sig til, hvor i landet det gælder.
»Der kommer kun lidt sol, hvis man er heldig. På Bornholm kan man få en overgang, hvor bygerne bryder op,« lyder det fra Marielle Fournier.
Temperaturerne kommer til at ligge på 10-15 grader i hele landet, mens bygerne formentlig vil give op til 15 millimeter vand.
Vinden skal man også være opmærksom på, lyder det fra DMI-meteorologen, selvom det ikke bliver noget, der får dig til at holde stille på cykelstierne:
»Det bliver lidt mere blæsende. Vi kommer fra en weekend med masser af sol, og nu går vi ind i noget lidt andet vejr. Jeg kunne allerede mærke søndag, da jeg cyklede på arbejde, at vinden var lidt mere udfordrende,« siger Marielle Fournier.