Efter haglene var stoppet med at falde, gik Karsten Aagaard som det første ud og ledte sin græsplæne igennem.
Og der fandt han – hvad vagthavende ved DMI sidenhen har bekræftet er – Danmarkshistoriens største registrerede hagl.
»Det er da sjovt. De må bare opkalde det efter mig,« joker fynboen, som bor i Krogsbølle på Nordfyn.
»Jeg kan godt lide ekstremt vejr, så jeg sad ude under vores solsegl med min datter og mit barnebarn, men da de her hagl kom, gik vi ind.«

Karsten Aagaard tog efterfølgende flere billeder af de meget store hagl, der faldt over Nordfyn. Hvoraf et af dem altså er det største, der er registreret i danmarkshistorien.
»Der kan jo godt være faldet nogle, der er større, hvor det bare ikke er registreret,« siger vagthavende ved DMI Lars Henriksen.
Karsten Aaagards hagl er et godt stykke over otte centimeter, viser billedet, han har sendt til B.T.
Og sådan nogle iskugler kan gøre en hel del skade.

To af naboerne havde henholdsvis en bil med fem buler og en 'sønderskudt' carport, efter haglvejret var drevet over ved halvfemtiden.
»Vi slap med en bule i bilen og et ordentligt hul i tagrenden,« siger Karsten Aagaard om situationen på hans matrikel.
De store hagl efterlader dog ingen tvivl hos fynboen. De kan gøre alvorligt skade.
»Når de så nemt kan lave et stort hul i tagrenden, kan de med sikkerhed også lave et hul i hovedet på dig,« siger han.

Og hvis der er nogen, som mangler konkrete beviser for, at Karsten Aagaard oplevede et så vildt haglvejr, så har han stadig beviser ved hånden.
»Da jeg fandt det her hagl, vidste jeg godt, at det måtte være det største på plænen. Så det har jeg selvfølgelig lagt i fryseren.«
Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvor sjældent man ser et hagl som dette i Danmark, så forklarer vagthavende Lars Henriksen mere i B.T.s liveblog her.
B.T. har desuden fået tilsendt et billede fra en læser, som angiveligt viser et større hagl. Så det kan nu være det største hagl, der er registreret, ikke længere er Aagaards. Læs mere her.
