Kaos i Spanien: Det værste kan være på vej
Det voldsomme uvejr i Spanien er langt fra ovre og ventes at tage til i styrke søndag. Myndighederne opfordrer folk til at være »ekstrem forsigtig«.

Det voldsomme uvejr i Spanien er langt fra ovre og ventes at tage til i styrke søndag. Myndighederne opfordrer folk til at være »ekstrem forsigtig«.

Vandmasserne har skyllet gennem gaderne, revet biler med sig og efterladt massive ødelæggelser.
Og nu har det voldsomme uvejr i Spanien også kostet et menneskeliv.
En 102-årig kvinde er omkommet i byen Madrigueras i det sydøstlige Spanien, efter vandet steg til over en meter i hendes hjem. Omkring 90 personer er blevet reddet i området.

Adskillige billeder og videoer fra Spanien, som spanske medier har delt, viser vejrets voldsomme greb om landet.
»De kraftige og vedvarende regnbyger har forårsaget alvorlige skader i mange områder af vores land,« skriver Spaniens premierminister Pedro Sánchez på X.
Men selv om oprydningen allerede er i gang flere steder, er faren langt fra drevet over.

I storbyen Barcelona har den voldsomme nedbør i den grad også ramt hårdt, og visse kvarterer oplever over 100–130 mm regn, som det kan ses på videoen herunder:
Ikke desto mindre ventes situationen at spidse yderligere til søndag, ifølge Spaniens meteorologiske institut, AEMET.
I provinserne Barcelona og Girona forventes der falde mere end 200 millimeter regn på bare 12 timer, og den spanske vejrtjeneste kalder søndag den dag, hvor uvejret ventes at ramme hårdest.
Meteorologerne advarer om risiko for pludselige oversvømmelser og beder folk i de ramte områder være »ekstremt forsigtig«.