Hvis du synes, de seneste dage har været lidt for kølige, så venter der godt nyt forude.

For senere denne uge ser sommervarmen ud til at vende retur.

Det er både DR Vejret og TV 2 Vejret enige om.

Hos førstnævnte lyder det, at særligt fredag ser lovende ud i forhold til at blive en reel sommerdag, hvor temperaturen flere steder forventes at kunne blive omkring eller over 25 grader.

Samtidig lyder det, at de fleste steder ser ud til at kunne få tørvejr den dag.

Både DR Vejret og TV 2 Vejret er desuden enige om, at temperaturen allerede fra torsdag ser ud til at begynde at stige.

Også lørdag ser ifølge TV 2 Vejret ud til at kunne særdeles varm, og nogle prognoser lufter ifølge mediet ligefrem muligheden for, at termometrene lokalt kan vise op mod 30 grader.

Det bemærkes dog også, at der er en risiko for, at varmen bliver ledsaget af kraftige byger med risiko for skybrud og intensiv torden. Endnu er det dog for usikkert til at sige noget om det med sikkerhed, lyder det.