Tidligere lød DMIs varsel på, at der søndag var 'risiko for voldsomt vejr'.

Nu har vejrtjenesten opgraderet det varsel, så det lyder på 'farligt vejr'.

Hvis man bor i dele af Nordvestjylland, det centrale Jylland og dele af Østjylland, så skal man klæde sig godt på til søndagens vejr.

Ikke kun bliver det koldt. Det bliver med stor sandsynlighed også fyldt med sne.

Tidligere lørdag talte vi på B.T. med vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra DMI.

Her kunne han på tidspunktet berette om en 'risiko' for voldsomt vejr i løbet af søndagen i store dele af Jylland.

»Der er tale om en risikomelding, så det er ikke sikkert endnu, at de store mængder sne kommer. Men hvis det udvikler sig, som prognoserne siger, så kan der komme 15-20 cm sne på to-tre-fire timer i dele af Jylland,« fortalte Lars Henriksen.

Siden den udtalelse har DMI opgraderet det varsel, de udsendte tidligere lørdag.

Nu er det ikke længere en risiko, men et decideret varsel om 'kraftig snefald'. Det er vejrtjenestens andethøjeste varsel, der har farven orange og hedder 'farligt vejr'.

Tidligere lød meldingen fra Lars Henriksen og DMI, at man forventede mellem 15-20 cm sne i en periode på op mod seks timer – måske kortere tid.

Men i opdateringen kan man nu læse følgende:

'Som det ser ud lige nu, er det især i et område fra indsejlingen til Limfjorden og mod sydøst til Aarhus, hvor man kan forvente de største snemængder, stedvis op mellem 20 og 30 cm sne.'

I resten af det varslede område skal man fortsat forvente mellem 15-20 cm sne. Og på Sjælland skal man også regne med at opleve pæne mængder hvid nedbør, bare ikke i helt samme omfang, forklarede Lars Henriksen tidligere.

Når DMI varsler om kraftigt snefald, så skal der minimum falde 15 cm sne på seks timer. Men der vil altså være områder, som kan komme til at opleve det dobbelte af den snemængde.

Samtidig bliver det koldt natten til søndag. Og det kan være en voldsom cocktail. Ikke mindst hvis man skal ud på veje og fortove.

»Det er heldigvis søndag, men hvis der kommer de her mængder sne, så kan det blive noget bøvl, hvis man skal udenfor,« lød det tidligere fra meteorologen.

B.T. følger det voldsomme vejr søndag.