I sidste weekend var det halstørklæder, handsker, huer og store jakker. I den kommende kan danskere nøjes med en del mindre tøj samt finde solbrillerne frem.

Det er den glædelige nyhed fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Fredag får vi en syv til otte graders varme, mens vi kommer helt op på omkring 12-13 grader i løbet weekenden, mens vi ligeledes får en del solskin,« siger Klaus Larsen til B.T.

Det betyder, at der næsten kan være 30 graders forskel på sidste weekend og denne, men det finder den vagthavende fra DMI på ingen måde overraskende.

Vintervejret forsvinder i weekenden.
Vintervejret forsvinder i weekenden. Henning Bagger

»Det er slet ikke usædvanligt. Det hele afhænger af den luft, der presser sig på. I sidste weekend var det noget kold polarluft, som nu bliver presset væk af noget lunere luft.«

Men selvom solstrålerne vil dominere i de kommende dage, så kan den nordlige del af Jylland blive ramt af lidt regn i løbet af lørdag.

Derudover vil blæsten være svag til jævn.

Klaus Larsen vil dog ikke opfordre danskerne til at pakke vintertøjet alt for langt væk endnu.

»Vi kan ikke udelukke, at kulden vender tilbage, og det ser ud til, at vi vil opleve et dyk i slutningen af måneden. Sådan er det på denne årstid, hvor kontrasterne i vejret kan være store.«

Danmark har været ramt af så hård kulde i de seneste uger, at folk har kunnet færdes på søer i eksempelvis København. Nu er der heldigvis varmere vejr på vej – i hvert fald for nu.