Kæmpe isbjerg på vej: Overvåger løbende dens position
»Isbjerge på tre-seks kilometer som dette ser vi kun hvert andet eller tredje år.«

»Isbjerge på tre-seks kilometer som dette ser vi kun hvert andet eller tredje år.«

I længden måler den omkring 5,7 kilometer, mens den i bredden måler fire kilometer.
En sand »iskæmpe« har dermed lige nu kurs mod det sydlige Grønland.
Det oplyser Hans Henrik Light, der er iskortlægger i DMIs istjeneste, i en pressemeddelelse.
»Isbjerge på tre-seks kilometer som dette ser vi kun hvert andet eller tredje år,« forklarer han.
Helt konkret er der tale om et såkaldt 'taffelisbjerg' - som har sit navn på grund af den flade top og de stejle isvægge - der nu har taget hul på sin rejse langs Østgrønlands kyst.
Derfra er det forventningen, at den kan drive videre mod Tasiilaq og måske hele vejen rundt om Kap Farvel, der er Grønlands sydligste punkt.
Isbjerget, der stikker 10-25 meter op over havoverfladen, mens det har en dybde på omkring 200 meter, brækkede af fra Nioghalvfjerdsfjorden-gletsjeren vinteren 2023/24.
Gletsjeren er en af Grønlands største af slagsen og hører til i landets nordøstlige del.
»Isbjerget er drevet over 1.200 kilometer fra Nioghalvfjerds-gletsjeren,« forklarer Hans Henrik Light, der har fulgt isbjerget i flere år:
»Det har i lang tid været i drift sammen med Storisen og været delvist beskyttet mod vind, bølger og dønninger. Nu er det fri af havis og dermed også mere udsat. Fra nu af vil vi kunne se det blive til flere og mindre isbjerge, mens det driver videre mod syd.«
Ifølge pressemeddelelsen fra DMI kan isbjerge på den størrelse 'være til stor gene og potentiel fare for skibsfarten i grønlandske farvande'.
Af den grund overvåger DMIs Istjeneste løbende isbjergets position ved hjælp af satellitbilleder.