Er du en af de danskere, der håbefuldt spejder mod himlen i håb om sommervejr og varme? Så er der her en glædelig nyhed.

Efter en periode med koldere temperaturer og kraftig vind, banker sommeren igen på døren. Det sker fredag, hvor Frank Nielsen, meteorolog hos DMI, lover op til 24 grader og fuld sol.

»Jeg vil vove at sige, at fredag bliver en rigtig god dag. I øjeblikket ser det ud som om, at vi kan nå 24 grader, og at vi vil få sol og ikke særlig meget vind,« siger han til BT.

Læs også:

Om lørdagen følger trop med en skøn, varm dag, er dog endnu uvist. Det kan ifølge meteorologen gå begge veje.

Badevandet vil stadig være forholdsvis koldt fredag på trods af de varme temperaturer. Det seneste stormvejr har skyllet en masse kold vand ind i de danske farvande, og badetemperaturen er et stykke tid om at stige.

Ifølge Frank Nielsen vil vejret allerede onsdag vende til mere sommerligt vejr uden regn, efter et lavtryk onsdag har passeret Danmark.

Læs også:

»Onsdag vil blive en blæsende dag, men med en del sol og tørvejr. Temperaturen vil nå op på 20 grader, men det vil føles lidt koldere på grund af en frisk vind,« siger han.

Dog vil torsdagen blive med en del sol og mindre vind, der vil få temperaturen til at føles varmere. Men inden vejret vender skal danskerne først igennem et par mere grå og efterårstriste dage.

»Mandag er en noget skyet affære. I løbet af dagen ser det dog ud til, at solen kommer igennem. Der vil måske være enkelte byger, men luften er ikke kold. Vi vil komme op omkring de 20 grader med en let til jævn vind fra vest – lidt mere i Nordjylland,« siger Frank Nielsen.

Læs også:

Og tirsdagen følger mandagen.

»Dagen starter med sol i Nordøstdanmark med 20 til 22 grader – og 17 til 19 grader i resten af landet. Men så kommer der et regnvejr fra vest, som når Jylland i løbet af eftermiddagen og de østlige egne i aften- og nattetimerne,« siger Frank Nielsen.