Årets første måned blev med en gennemsnitstemperatur på minus 0,6 grader den koldeste januar måned i 16 år – og den koldeste måned i otte år.

Og føler du også, at du lige nu skal pakke dig ualmindeligt meget ind for at holde varmen, er det ikke så mærkeligt.

En iskold østenvind har nemlig gjort sit indtog.

»Jeg kan godt tillade mig at sige, at det er ekstremt, at vi har set østenvind i så lang tid,« siger Peter Tanev til B.T.

Den kendte TV 2-vejrvært beskriver østenvinden som »det kolde verdenshjørne«.

»Når vinden kommer fra øst, kommer den fra Sibirien eller langt inde i det iskolde Rusland. Hvis vinden kommer fra syd eller især fra vest, kommer den fra Atlanterhavet, og så kan det aldrig være så kold luft.«

Selvom vi ikke skal mere end otte år tilbage for at finde en tilsvarende kold måned, erkender Peter Tanev, at det føles særligt koldt i år.

»Grunden til, det er så koldt, er fordi det blæser hele tiden,« siger han.

Tanev fortæller, at data de seneste 10-20 år viser eksempler på temperaturmæssigt koldere måneder, men at vejret sagtens kan have været roligere med mindre vind.

Han har dog svært ved at huske en længerevarende kulde, som den vi oplever lige nu.

Januar 2026 blev den koldeste januar måned i 16 år. Og vinteren fortsatte med is, sne og kulde ind i februar. Her ses en badebro iset godt til nord for København.
Januar 2026 blev den koldeste januar måned i 16 år. Og vinteren fortsatte med is, sne og kulde ind i februar. Her ses en badebro iset godt til nord for København. Foto: Bax Lindhardt

I disse dage hører Peter Tanev da også ekstra mange kommentarer om det vilde vintervejr.

»Jeg hører rigtig mange sige, at det er dejligt med sne, fordi det giver lys, og frostvejr fordi det giver en klar og tør luft. Men de siger også: 'Hold kæft det blæser, og hold kæft det er koldt'.«

Håber du, at et mildere vejr snart rammer Danmark, må vejrværten skuffe dig.

»Der er ikke noget, der tyder på, at østenvinden og det vinterlige vejr forsvinder de næste 14 dage.«

Han understreger dog, at der kan forekomme dage medmindre blæst og temperaturer over frysepunktet midt på dagen.

Men så til en – måske – god nyhed.

For du kender nok til ordsproget om, at en kold vinter givet en varm sommer.

Der er dog ét problem.

»Det er en myte,« siger Peter Tanev.

»Der er simpelthen ikke noget statistisk belæg for at sige, at det hænger sammen på den måde. Så det er nok en af de vejrvarsler, der er kommet på bordet samtidig med, at man har drukket lidt brændevin,« griner han.