I Københavns Kommune har det for første gang i 15 år været nødvendigt at køre med sneplove.
Det oplyser Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i en mail til Ritzau.
Vintervejret giver udfordringer, men der arbejdes "på højtryk for at skabe nogenlunde farbare veje, cykelstier og fortove".
- Omkring 160 maskiner er sendt ud, og det har for første gang i 15 år været nødvendigt at køre med sneplove. Det er derfor en særlig situation, og man opfordres til at orientere sig og færdes efter forholdene.
Snevejret har fredag morgen betydet, at flere busser er blevet kaldt tilbage til garagerne i København. Det oplyser Christopher Blomsterberg-Thaysen, som er presseansvarlig i GoCollective, til TV 2 Kosmopol.
- Jeg kan bekræfte, at eksempelvis alle vores busser fra linje 5C er kaldt hjem, fordi der ikke er ryddet nok i København og omegn, lyder det.
Han tilføjer, at de fleste busser er kaldt hjem frem til klokken 10.00 fredag. For nogle vil det nok gælde frem til klokken 12.00.
- Vi følger naturligvis situationen med snevejret løbende og vurderer, hvornår det er forsvarligt at få busserne ud på vejene igen, siger Christopher Blomsterberg-Thaysen til TV 2 Kosmopol.
/ritzau/