En del sol, næsten vindstille og op til 23 grader.

På årets sidste officielle sommerdag er der udsigt til »en ganske pæn dag,« lover DMI.

»Vi får ikke særlig meget vind. Temperaturen kommer til at ligge på mellem 17 og 23 grader, og vi får en del sol,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Erik Hansen.

Og bortset fra en del tåge især i det jyske i morgentimerne har han ikke mange mørke pletter på vejrkortet denne sidste tirsdag i august.

»Det bliver ikke bragende sensommer, men det vil alligevel føles ganske dejligt,« siger han.

Han forudser derfor også, at de fleste af os – sammenlignet med sjaskvejret den seneste uge – vil føle det som ganske hæderligt vejr for årstiden.

Eneste 'men' er nogle kumulusskyer, der kan dukke op i løbet af eftermiddagen, men det skulle ikke være noget, der ødelægger indtrykket af en overvejende pæn vejrdag.

»Der er ikke så meget spændende at sige om vejret i dag – andet end at det bliver pænt,« konkluderer meteorologen.

Det fine vejr fortsætter onsdag og torsdag, mens prognoserne lige nu tyder på, at det blæser lidt op natten til fredag.

»Der kommer flere skyer, og temperaturerne falder en smule, men det holder tørt,« siger Erik Hansen.

Lige nu ser det faktisk også ud til, at det fine vejr holder weekenden over, men så står den også på mere skyet og ustadigt vejr.

»Men så er vi jo også kommet ind i efteråret,« lyder det fra Erik Hansen.