Havde man drømt om lange dage på stranden, solkysset hud og bare fødder i sandaler, har den danske sommer indtil videre skuffet slemt.

Sommerdagene, hvor termometeret overstiger 25 grader, er udeblevet og i stedet erstattet af ustadigt vejr med både regn og blæst.

Indtil på tirsdag – og måske onsdag.

Tirsdag bliver nemlig et lyspunkt i de køligere gråvejrsdage, fortæller vagtchefen ved DMI, Dan Nilsvall, og vi kan faktisk forvente decideret sommervejr:

»Vi kan få nogle rigtig pæne dage tirsdag og måske onsdag, men tirsdag er den bedste dag at se frem til. Nogle steder kan vi få temperaturer op omkring 25 graders varme,« lyder meldingen fra DMI.

Der er dog et 'men', for det er ikke hele landet, der vil få glæde af sommervejret.

Det bliver nemlig især de sydlige egne, Sønderjylland, Lolland-Falster, Fyn og Sydsjælland, der kan få dagstemperaturer op omkring 25 grader.

Til gengæld bliver det ikke med fuld blå himmel:

»Solen kan opleves lidt sløret tirsdag, fordi der er tynde skyer, men der er varm luft i højden, og det får temperaturene op på de 25 graders varme,« siger DMI's vagtchef.

Det er Sydsjælland og Lolland-Falster, der har vundet denne omgang af det store vejrlotteri. Her kan man nemlig se frem til en onsdag, der også bliver varm og sommerlig.

Men så slutter sommervejret også her for denne gang. Senere på onsdagen presser et regnvejr sig nemlig på igen.