Er du træt af at trække i vinterjakken, når du skal ud af døren, selvom vi snart skriver maj måned? Så er der ikke opmuntrende nyt fra DMI.

Ifølge deres seneste månedsprognose bliver maj nemlig ikke ligefrem præget af solskin og varme temperaturer.

'I starten af maj bliver det efterhånden mere stabilt og en overgang lunere. Derefter ventes kølige og mere ustabile luftmasser igen at trænge ned over landet,' skriver DMI i deres seneste månedsprognose.

»Det bliver ikke sommer lige foreløbigt,« siger Tim Petterson, der er erhvervs- og energimeteorolog ved DMI.

Det ser dog ud til, at det bliver lidt lunere i starten af maj, end det har været i slutningen af april.

»I uge 18, som er første uge i maj, bliver vejret stabilt, tørt og solrigt. Temperaturerne kommer til at ligge mellem 10 og 15 grader. Med lidt held kan vi nogle steder i landet komme helt op 20 grader. Derefter bliver det igen køligere,« siger meteorologen.

Vejret i april måned har ifølge DMI været meget atypisk, fordi det var varmere i starten af måneden, end det har været i slutningen.

»Det er nok på grund af det pludselige temperaturskifte, at det har føltes ekstra koldt. Vi nåede lige at lufte t-shirten og vende os til varmen, men så blev det pludselig koldt igen,« siger Tim Petterson.

April måned har da også været lidt koldere end normalt. Ifølge erhvervs- og energimeteorologen har gennemsnitstemperaturen nemlig været to til tre grader lavere end den plejer at være i april.

Selvom maj heller ikke tegner til at blive overvældende varm og solrig, er dog mulighed for at vi for alvor får solens stråler at mærke i slutningen af måneden.

»Jo længere væk vi kommer, jo sværere bliver det selvfølgelig, at lægge prognoser for, hvordan vejret bliver. Derfor kan det sagtens være, at der kommer en varmere periode i slutningen af maj. Men som det ser ud nu, bliver det en ret gennemsnitlig maj,« siger Tim Petterson.

Der er én god nyhed i DMIs månedsprognose. Vi skal dog et par måneder frem i tiden

'I juni og juli er der tendens til svækkede lavtryk over Nordatlanten eller ligefrem højtryk. I så fald får vi varmere og tørrere vejr end normalt for årstiden,' står der i prognosen.

DMIs erhvervs- og energimeteorolog mener dog, at det er lidt for tidligt at glæde sig over den nyhed.

»Det er meget lange prognoser. Lad os krydse fingre for, at det kommer til at passe, men jeg synes ikke, det er noget, man skal planlægge sin sommerferie efter,« siger Tim Petterson.