Landet over har danskere stået med åben mund og polypper og spejdet ud mod horisonten.

De seneste dages blå himmel og sol blev spist af bølgende, mørke skyer, som med torden varslede skybrud med regn i voldsomme mængder.

Selvom stormen nu ser til at have lagt sig, så er det formodentlig kun foreløbigt. For i morgen – mandag – kan det meget vel begynde forfra.

»Noget tyder på, at det kan gå løs igen nogle steder i landet,« siger Lars Henriksen fra DMI.

Billedet er taget i dag søndag ved Dønnerup Gods på Vestsjælland.
Billedet er taget i dag søndag ved Dønnerup Gods på Vestsjælland. Foto: Sofie Boes Holm
Vis mere

Men lad os lige tage den fra begyndelsen. De vilde læserbilleder af søndagens vejr kræver en forklaring.

De mørke skyformationer flere steder i Danmark lignede nærmest noget fra en Harry Potter-film.

Men der er ikke tale om kampen mellem det gode og det onde – derimod kulde og varme.

»Det er en kamp mellem kulde og varme, som resulterer i torden og kraftig regn om sommeren.«

Flere dages tropisk varme har ved weekendens udgang nemlig stødt sammen med det noget køligere maritime vejr. Det har danskerne bevidnet med skybrud, lynnedslag og faretruende himmelbilleder.

Tag bare Store Jyndevad. Her blev den sønderjyske landsby ramt af noget nær en syndflod.

På godt og vel 20 minutter faldt 16,6 millimeter regn.

»Det har været rimelig heftigt i dag. Det er bare bang, og så høvler det ned,« lyder det fra Lars Henriksen.

Vilde skyformationer over Vestsjælland.
Vilde skyformationer over Vestsjælland. Foto: Jeanette Sejerø Harmsen
Vis mere

Tilbage til mandagens prognose. Den er fortsat hæftet med en vis usikkerhed, men det er måske meget godt. For de foreløbige indikationer på dagens vejr er ikke just gode.

Endnu en front bevæger sig ind over Danmark sydfra.

»Det kan ikke udelukkes, at der igen kommer kraftig regn og torden.«

I første omgang ligner det, at Sjælland og måske dele af Fyn bliver berørt, mens Jylland går fri.

Front på vej ind over Storebælt søndag.  
Front på vej ind over Storebælt søndag.  
Vis mere

Ifølge vagthavende hos DMI er risikoen størst omkring morgentimerne, formiddag og først på eftermiddagen. Det kan derfor være en god idé at holde øje med vejrudsigten løbende.

Resten af ugens hverdage viser mere klassisk sommervejr, hvor luften er en anelse køligere.

Det er godt nyt for dem, som har haft svært med at sove om natten, men allerede fra næste weekend af kan temperaturen meget vel stige igen.