Det er meget muligt, at torsdagen begynder ens for os alle herhjemme.

Nemlig med regn, regn, regn. Men i løbet af formiddagen sker der noget.

Det forklarer den vagthavende meteorolog, Mille Jensen, i en kommentar til dagens vejr på DMIs hjemmeside.

»I Danmark starter torsdagen ens for alle. Fronten med regn vil i løbet at natten bevæge sig ind over Danmark fra sydvest, og vinden vil være jævn til hård fra sydøst. Men i løbet af formiddagen sker der noget,« skriver hun.

Det 'noget' er et lille lavtryk, der bliver dannet over Nordsøen syd for Norge:

»Dette lavtryk bevæger sig ind over Nordjylland og videre ind i Kattegat, hvor det i løbet af fredag vil gå i opløsning. Dette betyder, at Danmark bliver delt i to,« forklarer Mille Jensen.

Over Nordjylland vil man derfor de kommende par dage opleve, at 'det regner i lange perioder', og at nedbøren til tider kan 'gå over i slud'.

Samtidig vil temperaturen ifølge meteorologen ligge mellem en og fire grader, mens vinden vil være jævn til hård. Lokalt med op til kuling.

»Derimod vil man i resten af landet opleve ophold i regnen i løbet af torsdagen og mere tørt vejr i løbet af fredag, men dog fortsat skyet og med lokale regnbyger,« skriver hun i sin vejrkommentar.

I den del af landet bliver temperaturen også højere – nemlig mellem seks og ti grader torsdag, mens termometrene fredag kan liste sig helt op til 13 grader.

Vinden bliver også mildere i det område, hvor den i modsætning til det nordjyske vil blive let og frisk.