Du behøver fortsat ikke pakke vinterjakken frem. De lune novemberdage fortsætter.

Det bliver en pæn onsdag de fleste steder i landet, hvor mange har gode chancer for at få solen at se. Sådan lyder DMI's prognose for onsdag.

Kalenderen siger november, og almanakken viser, at det er efterår. Men temperaturerne ligger fortsat i den to-cifrede del af skalaen.

»Det bliver en dag, hvor der passerer et svagt højtryk, så det bliver mere eller mindre en tør dag, og der er plads til, at der komme sol de fleste steder, men det bliver ikke prangende,« siger vagtchef Frank Nielsen fra DMI.

Han lover, at der kommer endnu mere sol i de kommende dage.

»Der kommer lidt sol i dag, men når nattens skyer forsvinder, så klarer det op med en pæn mængde sol torsdag, fredag og lørdag.«

»Det ser ganske lovende ud med et højtryk, der ligger sig stabilt over os,« siger han.

Natten til torsdag kan der komme en smule regn til nordjyderne, men det skulle gerne være overstået torsdag morgen.

»Det er næppe noget, ret mange kommer til at bemærke,« siger Frank Nielsen.

De kommende dages solskinstimer kan være med til at sikre, at 2018 slår en rekord, der har stået siden 1947.

I sidste uge fortalte DMI, at der kun mangler 39 timers solskin, før rekorden er slået, og 2018 kan dermed kalde sig det mest solrige år DMI's historie.

Hos vejrtjenesten forventer man, at rekorden bliver slået i god tid før årsskiftet omkring overgangen fra november til december.