Den danske sommer har i år ikke været helt, som mange nok havde gået og håbet på. Men lad ikke håbet forlade sommerkroppen helt endnu.
Det ser nemlig ud til, at august vil være leveringsdygtig i både høje varmegrader og tørt vejr.
I DMI's nye prognose for den kommende måned skriver de, at der særligt i de to første uger formentlig vil være dage med både tørvejr og temperaturer op til 25 grader.
De resterende dage forventes det, at dagtemperaturen kan komme op at kysse 22 grader, hvilket jo heller ikke er helt dårligt.
Vi kan ikke undgå regnen
Men så stopper gaveregnen også.
Det er svært at sige dansk sommer uden også at sige regnvejr, og det bliver vi da heller ikke snydt for i august.
Langtidsmeteorolog hos DMI Martin Lindberg skriver, at der i den første uges tid muligvis vil falde lidt mere regn, end man er vant til i august, mens resten af måneden vil have en nedbørsmængde, der er tæt på normalen.
Det er også kun fair, da de varme dage svinder lidt ind hen imod slutningen af måneden. Og på samme tid går vi fra dage med svag vind til mulighed for vind af lidt højere styrke.
Den sidste halvdel af august får vi mest af alt dage, hvor dagtemperaturen ligger omkring 16 og 22 grader. Om natten vil hele måneden byde på en temperatur mellem 8 og 15 grader.
På trods af, at nogle varme dage kan lyde ekstraordinært, når man husker tilbage på juni og juli i år, så er antallet af varme dage faktisk generelt set lidt under normalen i august.
Så nyd det varme vejr, mens du kan, må være rådet herfra.


