Det starter faktisk allerede natten til mandag. Og Sønderjylland er de første, der bliver ramt.
Det er snevejret, vi taler om. For ja, det kommer sørme på besøg igen.
Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog ved DMI, Trine Pedersen:
»Det starter som sagt hos sønderjyderne, og så bevæger snevejret sig langsomt op og breder sig ud - dog ser Nordjylland umiddelbart ud til at gå fri.«
Så første del af dagen byder altså på frostgrader. Måske endda et par minusgrader, faktisk.
Og Trine Pedersen regner med, at der vil falde mellem 2 og 8 cm sne i den sydvestlige del af landet.
I takt med, at mandagens snevejr langsomt men sikkert vender snuden videre fra Sønderjylland og lidt mere mod størstedelen af landet, så bliver det også varmere hen ad formiddagen.
Altså vi snakker stadig kun et par grader over frysepunktet, så det er nok en god idé at beholde hue og vanter tæt på.
Til gengæld betyder de enkelte par plusgrader også, at det meste af sneen forsvinder og forvandler sig til regn, slud og sjap.
Og sådan en kombination med koldt vejr og regn er ikke lige den bedste, lyder det fra den vagthavende meteorolog:
»Det kan godt blive meget glat - netop især, når regnen falder ovenpå sneen.«
Derfor har Trine Pedersen også et godt råd til alle dem, der mandag skal bevæge sig ud:
»Beregn at komme afsted i god tid og tænk over, både som fodgænger og cyklist, at det kan være meget glat.«
Og når det kommer til bilisterne, så regner Trine Pedersen med, at de store statsveje sandsynligvis bliver saltet igennem. Hun påpeger dog samtidig, at man stadig skal være forsigtig og nok særligt ekstra opmærksom, når man kører på de mindre veje:
»Her kan der jo godt være sort is, som man ikke kan se, og det kan snyde.«
