Den voldsomme snestorm og snefygning har torsdag skabt kaotiske forhold på de danske veje. 

Forsikringsselskabet Alm. Brand og deres samarbejdspartner SOS Dansk Autohjælp har indtil torsdag aften assisteret hele 166 bilister, der er blevet ramt af vintervejrets rasen.

Problemerne spænder fra flade batterier og biler, der sidder fast i sneen, til alvorlige færdselsuheld på det glatte føre, oplyser Alm. Brand i en pressemeddelelse.

Christian Johansen, direktør for Motor i Alm. Brand, understreger selskabets indsats: 

»Vores vigtigste opgave er at hjælpe danskerne sikkert videre. Derfor er vi klar døgnet rundt med alt disponibelt mandskab,« lyder det.

Snestormen falder sammen med starten på vinterferien, hvilket øger risikoen for farlige situationer på vejene. Alm. Brand opfordrer bilister til at køre efter forholdene og være forberedt med eksempelvis mad og drikke, da de store snemængder kan betyde længere ventetid på vejhjælp.

Snevejret har også ramt If Skadesforsikrings kunder.

Her har omring 300 kunder fået assistance af vejhjælpsselskabet Viking, som er ejet af If, i forbindelse med torsdagens kraftige snevejr, oplyser de i en pressemeddelelsen.

»Vi har haft travlt med at hjælpe kunder, der har været ramt af vintervejret, og vi forventer, at travlheden intensiveres i morgen, når ferietrafikken starter,« fortæller Rasmus Ruby-Johansen, der er ansvarlig for motorskader i If, i pressemeddelelsen.

Det er især på Sjælland og Fyn, at Ifs kunder har haft behov for vejhjælp, lyder det.