Hvis du synes, det var varmt fredag, så kan du godt forberede dig på endnu en dag, hvor du får brug for skygge, is og solcreme.

Dog ser det ud til, at vejret kan ændre sig fra søndag – hvor et torden- og regnvejr kan trække ind over landet.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Anja Bodholdt, tidligt lørdag morgen.

Fredag blev der som det højeste målt 31,1 grader på Sjælland, men den temperatur kan blive overgået lørdag.

Allerede fra morgenstunden er temperaturen flere steder høj – og de kommende timer går det kun én vej: Opad.

»Det starter ganske flot med god plads til solen i hele landet,« forklarer Anja Bodholdt.

I Jylland er der fra morgenstunden omkring 15 til 18 grader, mens der mod øst er mellem 20 og 21 grader.

»Og det fortsætter bare opadgående i løbet af formiddagen, hvor vi vil kunne komme op på 25-28 grader,« klarer meteorologen.

Der stopper det dog ikke – og derfor advarer DMI endnu om hedebølge med et såkaldt varsel i kategori to, der lyder: 'Farligt vejr'.

»Den fortsætter opad, og vi kan komme op på de her 30-32 grader på Sjælland og Bornholm,« forklarer Anja Bodholdt og tilføjer:

»Jeg vil gætte på, at det formentlig er Bornholm, der løber med dagens højeste temperatur. Det kunne det i hvert fald meget vel være.«

For Nord- og Østjylland og Fyn vil temperaturen nok ligge sig mellem 27-30 grader, mens man mod vest vil kunne få lidt mere moderate temperaturer.

Det bringer os frem til søndagen, hvor vejret ser ud til at kunne skifte:

»Når søndagen begynder, er det igen med flot solskinsvejr, men så har vores prognoser de her regn- og tordenbyger, der trækker op over os fra sydvest fra omkring middagstid,« forklarer Anja Bodholdt.

»Det er der, vores fokus ligger i dag. At holde øje med, hvad det eventuelt kan udvikle sig til. Der ser i hvert fald ud til, at der sker en ændring i forhold til, hvad vi har haft her den seneste tid med roligt og pænt vejr.«

Det er endnu ikke helt til at sige, hvad det kan ende med søndag, men der er ifølge meteorologen »potentiale for nogle lidt kraftige byger.«

Særligt over Jylland, men det vil også kunne brede sig videre mod øst hen over Sjælland:

»Der vil også kunne komme noget på Sjælland, men der skal vi et stykke op ad dagen, så det er måske først hen sidst på eftermiddagen,« fortæller hun.