Uvejret 'Amy' er gået i land - og det kan mærkes.
DMI har på deres hjemmeside udsendt et varsel de næste 48 timer - tre varsler, faktisk.
Varsling om vindstød af stormstyrke, kraftig regn og forhøjet vandstand.
Blæsten kommer til at ramme bredt over hele landet og vil udvikle sig time for time.
»Det vigtigste er, at man skal holde sig opdateret, hvis man lørdag skal ud og køre i trafikken - eller færgerne, hvis man skal ud og sejle,« sådan lyder det fra Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos DMI.
Den kraftige blæst vil særligt kunne mærkes lørdag morgen og formiddag og især ved kysterne, hvor der kan komme stormende kuling.
Samtidig forventes blæsten også at give meget af sig i Københavnsområdet.
I løbet af lørdag, når vinden begynder at løje af i store dele af landet, så ser det dog ud til, at Bornholm begynder at få vind.
»Så hvis man for eksempel har et stillads stående eller andet, der kan risikere at vælte, for eksempel en trampolin, så er det en god idé lige at være ekstra opmærksom,« siger Lars Henriksen.
I kølvandet på den kraftige blæst, kommer der lørdag også massive mængder regn over hele landet, der vil ligge omkring de 25-35 mm.
Og når vi rammer søndag aften, så bliver det til byger, der især i den vestlige del af landet kan kaste endnu større mængder af sig - faktisk helt op til 50-70 mm.
Blæsevejret fører også til flere færgeaflysninger lørdag mellem Danmark og Norge hos Color Line. Også Læsøfærgen melder om risiko for forstyrrelser i sejladsen.
Ifølge DMI varer varslet fra fredag aften klokken 23 til lørdag klokken 14.
Her kan du se de prognoser af stormen 'Amy', som B.T. har fået lavet af DMI.