»Hold på hat og briller.«

Sådan lyder opfordringen fra DMI på en blæsende onsdag, hvor vinden allerede har haft konsekvenser for flere færgeafgange og kan mærkes på flere broer.

På Twitter oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, at det bliver 'blæsende med frisk vind til kuling' fra sydøst:

»Vinden hiver også iskold luft fra Ishavet mod Danmark, hvilket sender temperaturen nedad de kommende dagen. Vi skal til at skifte fra sommergarderobe til vinterudstyr,« lyder det.

Den heftige blæst førte i morgentimerne til, at Ærøfærgerne måtte aflyse flere afgange - og nu er den seneste melding, at man aflyser alle afgange resten af dagen. Det oplyser selskabet selv på sin hjemmeside:

»Onsdag d. 16. november er der ingen sejlads mellem Søby-Fynshav / Fynshav-Søby grundet kraftig vind,« lyder det.

Også hos Alslinjen har der været aflysninger i morgentimerne.

Vinden kan også mærkes på flere broer, så man i øjeblikket fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer på Vejlefjordbroen.

Derudover er der i øjeblikket forbud mod kørsel med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen:

»Storebælt melder om forbud for kørsel med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen på grund af kraftig vind. Vinden forventes at aftage i løbet af torsdag aften,« oplyser Vejdirektoratet.

På Alsundbroen ved Sønderborg advarer man også om kraftig vind på strækningen.