Er du indehaver af en trampolin, eller har du allerede sat parasollen op på terrassen her i marts måned, så er det en god ide at læse med her.

DMI har nemlig et særligt råd til dig.

For natten til torsdag og i de tidlige morgentimer hærger en »relativt kraftig« vind nemlig Danmark, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Rasmus Stoltze Hansen.

»Natten bliver med regn i det meste af landet i de tidlige nattetimer og ganske blæsende, hvilket det også vil være i morgen tidlig. I Vestjylland betyder det vindstød op til stormstyrke,« siger han.

Han råder derfor til, at man spænder løse genstande i udearealer fast, selvom han dog også maner til besindighed og understreger, at det værste vil være overstået torsdag morgen.

I stedet vil det stille og roligt klare op over landet og udvikle sig til en »ganske pæn dag« med mulighed for meget sol.

Særligt i det nordjyske kan man se frem til en pæn dag, mens man i Sydvestjylland godt kan få et mere gråt billede og en smule regn fra byger, der kommer fra Nordsøen.

Selvom luften er kold, sniger temperaturerne sig alligevel op mellem seks og ti grader, og vinden vil dulme ned til at være let til frisk med vindstød op mod kulingstyrke.