Masser af sol, ingen regn og op til 25 grader.

Sommervejret har for alvor bidt sig fast i Danmark, og tirsdagens vejr bliver stort set en gentagelse af de seneste dages. 

Så er du landmand, haveejer eller tørster du bare efter vand, så er det ikke i dagens vejrudsigt, du skal finde den.

Prognoserne fra DMI viser nemlig, at det stabile, varme og tørre vejr bliver i hvert fald den kommende uges tid.

»I de næste syv døgn er der ikke så meget som en dråbe regn i prognosen,« skriver meteorolog Erik Hansen i sin kommentar. 

Den vagthavende meteorolog skriver på vejrtjenestens hjemmeside, at en højtryksryg fortsat vil præge vejret den næste uge. 

»Fortsat tørt vejr med masser af sol,« lyder det. 

Tirsdagen tegner derfor til at blive en flot dag med mellem 19 og 24 grader, sol og ingen nedbør. 

Onsdag og torsdag bliver det endnu varmere med tørt vejr med en del sol de fleste steder og mellem 20 og 25 grader. Dog lidt køligere ved Vestkysten. 

Faktisk er der ikke tegn på hverken regn eller køligere vejr, så langt som prognoserne rækker. 

»Fortsat stabilt vejr med ret uændrede temperaturer,« skriver meteorologen om mandag og tirsdag i næste uge i syvdøgnsprognosen. 

Det giver udfordringer for tørkeindekset, og meteorologerne begynder allerede nu at sammenligne vejret nu med sommeren 2018, hvor tørken udviklede sig hen over sommeren. 

Ifølge DMI vil maj 2023 gå over i vejrhistorien som den tørreste maj i 15 år og den sjettetørreste maj, siden nedbørsmålingerne begyndte i 1874.

»Ser man på den aktuelle prognose for de næste ti døgn, er der faktisk ingen regn i vente, så indtil videre ser tørken for sommeren 2023 ud til at blive værre end i 2018,« skriver Erik Hansen.