Høj brandfare flere steder i landet: Forventes at kunne stige yderligere
Mandag ser prognosen for risikoen ud til at kunne blive endnu værre.

Mandag ser prognosen for risikoen ud til at kunne blive endnu værre.

Har du planer om at tænde bål ude i naturen eller tage en tur med ukrudtsbrænderen?
Så bør du være opmærksom på, at brandfareindekset lige nu flere steder er højt – og nogle steder ser ud til at kunne blive 'meget højt'.
Det fremgår af det brandfareindeks, som Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og KL, står bag, hvilket også TV 2 har omtalt.
Brandfareindekset er en prognose for den forventede risiko for, at naturbrande kan opstå og sprede sig.
Weekendens solrige og varme vejr – som fortsætter ind i næste uge – ser også ud til at øge faren flere steder og udbrede den til andre områder af landet.
Søndag er det særligt på Sjælland, på det østlige Fyn og i det nordøstlige Jylland, der er både 'moderat' og 'høj' brandfare.

Ved moderat brandfare lyder det, at 'antændelse ved glød eller mindre flamme er sjældent forekommende', mens det ved 'høj' lyder, at det 'vil kunne forekomme'.
Værre ser det ud for prognosen mandag, hvor brandfareindekset flere steder ser ud til at kunne tage et spring – og dét i den værre retning.
Næsten hele landet vurderes nemlig mandag til at kunne være omfattet af 'moderat' risiko, mens flere områder i det østjyske, på det østfynske og på Sjælland markeres som 'høj'.
Desuden ryger en række områder – især på Sjælland, Fyn og Falster – op i kategorien 'meget høj' risiko, hvor 'antændelse ved glød eller mindre flammer sker meget nemt'.