Det er spejlglat og koldt især i den østlige del af landet tirsdag morgen.

Sjællænderne og bornholmerne er nemlig vågnet op til snedækkede veje og landskaber. En kold vind vil tilmed få temperaturerne i morgentimerne til at føles som mellem fem til ti minusgrader.

Mange vintertrætte danskere drog et opgivende suk, da de tirsdag morgen trådte ud af gadedøren og opdagede, at de endnu engang måtte gribe sneskraber og skovl.

I København, den østlige del af Sjælland og på Bornholm faldt der nemlig mellem en til tre centimeter sne natten til tirsdag.

»Vi får først de præcise målinger lidt senere, men jeg vil skyde på, at der ligger en centimeters penge på det meste af Sjælland, mens de på Bornholm har fået cirka tre centimeter, lokalt måske lidt mere,« lyder det fra vagtchef på Danmarks Meteorologiske Institut, Jesper Eriksen.

Og selv om de fleste af os efterhånden har fået vinter nok og higer efter foråret, er der ifølge meteorologen intet som helst unormalt i, at der falder sne midt i marts.

»Det er overhovedet ikke usædvanligt. Der kan sagtens falde sne i april også,« siger han.

Flere steder på Sjælland meldes der om meget glatte veje tirsdag morgen, og politiet advarer da også bilisterne til at køre forsigtigt. Vejdirektoratet melder også om glatte veje på Djursland og på Thy samt på dele af Lolland og Falster.

»Det er pivglat. Der er faldet en del sne, og det tror jeg, er kommet bag på de fleste. Vi har saltvogne ude på alle vores indfaldsveje,« fortæller vagtchefen fra Københavns Vestegns Politi, Lars Jørgensen.

Netop på den københavnske vestegn væltede en lastbil natten til tirsdag på grund af det glatte føre.

Selv om det stort set kun er beboerne i den østlige del af landet, der har fået sne natten til tirsdag, så råder meteorologen alle til at tage hue og vanter på, inden de begiver sig af sted på cykel eller til fods. Det bliver nemlig meget koldt.

»Der blæser en kold vind, som gør, at kuldeindekset (den såkaldte chill-faktor, red.) når helt ned mellem fem til ti graders frost,« siger Jesper Eriksen fra DMI.