Tre dage med fuld sol, blå himmel og stort set ingen vind.

Og nå ja: Så kommer temperaturerne til at ligge mellem 25 og 30 grader. Måske endda lidt mere.

Velkommen til en weekend i hedebølgens tegn.

»Vi går en rigtig varm og solrig weekend i møde med relativt høje temperaturer,« lyder det fra den vagthavende meteorolog i DMI, Anja Bodholdt, fredag morgen.

Hun lover som nævnt mellem 25 og 30 grader alle dage.

DMI har i øjeblikket et varsel om hedebølge frem til mandag og advarer i den forbindelse særligt ældre, kronikere og småbørn om at passe på i varmen.

Lørdag tegner til at blive den varmeste dag. Her kan termometeret nemlig godt snige sig forbi de 30 grader nogle steder.

»I dag (fredag, red.) bliver det Sønderjylland, der får de højeste varmegrader, men de vil også nå et stykke op i Jylland. Det samme gælder for det centrale Fyn, Vestsjælland og Vestlolland,« forklarer hun.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Erik Refner
Vis mere

Og det er faktisk de samme steder, der får glæde af – eller må døje med – de højeste temperaturer lørdag.

»Vi får tre utrolig varme sommerdage med fuld sol og ikke ret meget vind,« siger Anja Bodholdt.

Faktisk skal vi helt hen til mandag, før der begynder at ske noget.

Fra og med næste uge bliver vejret nemlig mere ustadigt med regn, byger og måske også torden.

»Prognoserne antyder, at der begynder at ske noget på mandag, men det vil stadig være varmt,« siger meteorologen, som ikke vil kaste sig ud i at forudsige, hvor der kommer mest nedbør.

»Det er stadig for usikkert, men man kan godt forberede sig på, at vi fra mandag ikke længere har en flot blå skyfri himmel.«