Mens maj slutter som en våd omgang herhjemme, ser vejrudsigten anderledes hed ud længere mod syd.
På Den Iberiske Halvø bliver der således særdeles varmt i denne uge – temperaturerne forventes således at nå op over 40 grader i den sydlige del af Spanien.
I en udmelding fra den spanske vejrtjeneste AEMET lyder det, at den kommende hedebølge skyldes varm luft fra Afrika.
»Som følge heraf vil temperaturerne stige yderligere og nå op på sommerniveau, og de vil derfor være betydeligt højere end normalt på denne tid af året,« lyder det.

Allerede i weekenden røg temperaturerne over de 30 grader i det meste af Spanien, men fra på onsdag tager de lige et ekstra nøk op.
Torsdag og fredag forventes heden at toppe.
Og til den tid allermest altså i den sydvestlige og centrale del af Spanien.
I dalene ved Ebro- og Tajo-floderne vil der bliver op til 37 grader, ved Guadiana-floden vil der blive op mod 39 grader og ved Guadalquivir-floden i det sydlige Spanien vil der blive 40-42 grader, melder AEMET.
Den nordlige del af Spanien – Galicien og Kantabrien – vil ikke på samme måde blive berørt af hedebølgen, og det skulle heller ikke De Kanariske Øer blive.
I Portugal forventer det meteorologiske institut IPMA, at der bliver op mod 38 grader i den østlige og sydlige del af landet fra onsdag og frem.

