»Kør forsigtigt!«
Sådan lyder det fra politiet i Østjylland mandag morgen, hvor der er glatte veje flere steder.
Derfor er saltsprederne også i fuld gang til at forberede vejene til morgentrafikken, fremgår det af politiets opslag på det sociale medie X.
»Kør hjemmefra i god tid og kør forsigtigt,« lyder rådet fra politikredsen.
DMI advarer også om, at der især i den østlige del af Jylland er risiko for pletvise glatte veje i morgentimerne.
Ifølge P4 Trafik er vejene glatte »mange steder« i Østjylland, Midtjylland og Himmerland.
Derudover byder dagens vejrudsigt på både spredte byger, hagl og torden.
»Det er sådan set hele landet, der kan blive ramt af byger, som kan indeholde hagl,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Mette Zhang.
Mandagen byder dog også på lidt eller nogen sol, mens temperaturerne vil ligge på fire til ni grader.
Søndag forulykkede en lang række bilister i Sønderjylland på grund af haglvejr, og meteorologen er heller ikke bleg for at komme med en lille advarsel i forbindelse med mandagens prognose.
»Det er klart, at det kan blive glat, når der falder sne- eller ishagl, så selvfølgelig skal man altid passe på, hvis man rammer en større byge,« siger Mette Zhang.
»Så rammer du sådan en i bil, så sæt farten ned.«
Forventningen er dog ikke, at haglene bliver liggende særligt længe. Jorden er nemlig stadig så varm, at haglene smelter, når de rammer overfladen.
Den vagthavende meteorolog siger dog, at temperaturen kan falde yderligere, hvor der er byger.
Nedbøren kan nemlig bringe kulden med ned, forklarer hun.
Vinden kan også påvirke, hvor koldt du får det derude.
Den vil gå fra at være svag til frisk, og nogle steder vil der være hård vind. Blæsten vil dog aftage i løbet af dagen, tilføjer Mette Zhang afslutningsvist.
