Skyet, gråt og vådt.

Sådan lyder vejrudsigten for de kommende dage, hvor der er rig lejlighed til at synge 'Regnvejrsdag i november.'

Både onsdag og torsdag bliver nemlig gråt i gråt.

Eller som DMI beskriver det:

»Ustadigt vejr med blæst, skyer og stedvis regn.«

 Vagthavende meteorolog Mille Jensen beskriver, hvordan en front med regn onsdag trækker ind over landet fra nordvest og giver nedbør mange steder.

»Nord- og vestjyderne bliver de mest regnramte,« siger hun og tilføjer, at folk i den sydlige del af landet derimod kan være heldige at få solen at se. 

Temperaturerne kommer til at ligge mellem ni til 13 grader, og vinden bliver let til frisk fra syd. Ved kysterne hård vind eller stedvis kuling. 

Torsdagen tegner til at blive noget nær en genudsendelse af onsdagen med den ene forskel, at temperaturerne kan komme helt op på 15 grader.

Men hvis  du bliver deprimeret over det grå og klamme vejr, så kan du måske trøste dig med, at der er et vejrskifte på vej.

Meget tyder nemlig på, at det koldere vejr ligger på lur.

Meteorolog Mille Jensen forudser, at der trækker kold luft ned nordfra omkring fredag. 

Det bliver efter alt at dømme optakten til en koldere periode i næste uge, hvad der mandag, tirsdag og onsdag kan komme noget hvidt - slud og tøsne - i bygerne lokalt. 

Temperaturmæssigt bliver der tale om en forskel på omkring 15 grader inden for få dage, da der nogle nætter er udsigt til nattefrost.