Dagens vejr byder ikke på de store nyheder. Og dog. Hvis du læser artiklen helt til ende, lover vi, at du får en lille overraskelse til sidst.

Jyderne skal huske paraply og regnfrakke torsdag. Der er nemlig 'udbredt og vedvarende regn' på vej til den vestlige del af landet.

Det er ikke ligefrem opmuntrende kalendergaver, vejrguderne har til os i denne uge.

Ja, man skulle næsten tro, at de havde sat verset 'Jeg vil male dagen grå' på repeat.

I hvert fald fortsætter det grå og triste decembervejr, som vi har haft hele ugen, også torsdag.

»Vi har lagt den grå linje. Det bliver gråvejr i dag, men det har vi jo efterhånden vænnet os til,« lyder det torsdag morgen fra vagthavende meteorolog hos DMI Jesper Eriksen.

Ud over det grå og triste vejr, som vil dække hele landet, tilføjer han, at jyderne har udsigt til en meget våd dag.

»Ellers vil det kun dryppe hist og her, og i den østlige del af landet holder det stort set tørt. Men mod vest får de brug for paraplyen,« siger han.

Sønderjyderne har dog en chance for et mindre ophold i det grå natten til fredag, hvor gråvejret muligvis bliver afløst af sne i den sydvestlige del af landet.

Netop udsigterne til sne i det sydlige Jylland er noget, DMI holder særligt øje med i løbet af dagen. For prognoserne er usikre og kan ændre sig.

»Der kan komme en smule sne i Syd- og Sønderjylland. Det bliver et papirstyndt lag og ikke noget, man kan kælke i, men sne i sig selv er jo usædvanligt lige nu,« siger meteorologen.