Lørdagens vejr opfylder alle krav for gråt vintervejr, som vi kender det.

Mange skyer, regn og byger. Og faktisk overalt i landet.

Men også noget andet rammer os, der er værd at være ekstra opmærksom på, hvis man skal ud på vejene.

I kølvandet på det våde, skyede vejr får vi nemlig også en god omgang dis og tåge. Og det er ikke en helt ufarlig ting, når man sidder bag rattet.

»Selvom vi ikke har et varsel ude om tæt tåge, så har vi observeret, at tågen er der. Det betyder også, at man skal være ekstra opmærksom, når man kører afsted, fordi sigtbarheden er nedsat,« siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.

Derfor har han også en vigtig besked til bilisterne:

»Hvis man kører et sted, hvor der er tåge, så er det en god idé at sænke farten og køre efter forholdene - ligesom når vi har sne og glatte veje.«

På trods af de mange grå nuancer, der præger første del af lørdagsvejret, så er der dog et lille lyspunkt senere på dagen.

»Om eftermiddagen vil der i de sydlige egne nemlig være mulighed for at få lidt sol at se,« lyder det fra Lars Henriksen.

Og apropos sol, så bevæger temperaturerne på årets sidste officielle vinterdag sig faktisk også i den lunere ende, nemlig mellem 4 og 9 grader.