Snevejret ebber ud, men forholdene på de danske veje forbedres ikke synderligt natten over.
Næsten tværtimod.
Fugtig luft kommer på bagsiden af snevejret, og det gør, at vejene bliver spejlglatte, der hvor temperaturen ryger under frysepunktet.
»Kun Bornholm får lidt sne natten over, men når det ikke sner længere, så bliver det pivglat på vejene på grund af fugtig luft, hvis ikke der saltes,« fortæller vagthavende hos DMI, Trine Pedersen.
Har du billeder af vintervejret? Så hører vi gerne fra dig. Tip os her på 1929@bt.dk
Hun fortæller, at der er faldet 5-10 centimeter flere steder i landet, mens der andre steder kun er kommet et tyndt lag.
Og selvom der er store forskel på mængderne af sne, vil der være risiko for glatte veje i hele landet. Derfor skal trafikanter være ekstra opmærksomme, hvis de skal ud i trafikken tirsdag morgen.
DMI har ligeledes udsendt et varsel om mulig tågedannelse. Den fugtige og lidt mildere luft fra Atlanterhavet kan give sigtbarhed ned til under 100 meter.
Den tætte tåge kombineret med glatte veje er en farlig cocktail, som DMI formulerer det. Derfor er opfordringen soleklar. Man skal være forsigtig:
»Der kan komme tåge, men det er usikkert, om det kommer eller ej. Hvis man er uheldig, kan man hverken bremse eller se noget i morgen tidlig. Så det er måske bedst slet ikke at træde på speederen.«
Temperaturen vil stige i løbet af tirsdagen, og senere kommer der mere vådt fra oven. Her vil det dog primært falde som regn, og derfor vil sneen smelte.
Genoplev mandagens LIVE-blog herunder: