Ugen starter som en kold affære på trods af plusgrader. Flere steder i landet kan der også falde nedbør, fortæller DMI's vagtchef.

»Det bliver en blæsende dag med mange skyer, men der vil også komme sol hist og pist,« siger vagtchef Benedikte F. Rostbøll.

Temperaturen kommer til at ligge mellem fire og seks grader, men det vil mærkes koldere på grund af vinden, der kommer indover landet fra nord og nordøst.

»Det vil føles som om, at vi er nede ved frysepunktet. Når der er den her kraftige vind, så vil bliver der ikke de store forskelle på temperaturerne mellem dag og nat, siger vagtchefen.

Særligt udsat er Bornholm, Lolland-Falster, Det Fynske Øhav og Trekantsområdet mandag.

»Den kraftigste blæst vil være nede sydpå. Der kan vi ved kysterne få vind op til kuling.«

I resten af landet bliver der let til frisk vind.

Dagen byder også på nedbør flere steder i Danmark. Det er igen Bornholm, Lolland-Falster, Det Fynske Øhav og Trekantsområdet, der er særligt udsat.

»Jeg vil tro, at det aftager lidt i løbet af formiddagstimerne i Jylland. Ellers ligger det hele dagen over Bornholm og Lolland Falster, og det også kan også komme over til det Fynske Øhav. Det er ikke de store nedbørsmængder, vi snakker om, men der vil være lette byger fra tid til anden,« siger vagtchefen.

Denne uge bliver generelt en trist omgang, hvis man har været glad for den lune november, vi har oplevet i år, med to-cifrede plusgrader i dagstimerne.

»Det bliver en uge, hvor vi skal have fundet halstørklæder, vanter og en ekstra trøje frem,« lød advarslen fra DMIs vagtchef i weekenden, Frank Nielsen.

Der er dog ingen glædelige nyheder til de snehungrende dele af befolkningen. Der vil komme nedbør i den kommende uge, og det vil føles koldt på grund af kraftig vind, men temperaturen kommer til at ligge på plusgrader og betyder, at det forbliver regn i stedet for sne, lyder det fra DMI.