De seneste dage har vi kunnet stå op til flot – men køligt – solskinsvejr.
Men det billede kommer til at ændre sig fra onsdag.
For selvom dagen ser ud til at begynde med sol mod syd, vil vejret derefter skifte, lyder det fra meteorolog Martin Lindberg i en kommentar hos DMI.
Vinden vil nemlig først begynde at friske op fra øst, og dernæst vil skyer brede sig ned over os fra nord, mens temperaturen falder.
Der stopper det dog ikke.
For der kan også komme lidt drys med sne. I første omgang er der dog ifølge Martin Lindberg ikke tale om de store mængder.
Den største chance for sne finder man umiddelbart i Nord- og Nordøstjylland, og senere også på Sydhavsøerne og på Bornholm.
Kigger vi længere frem, ser vejrskiftet også ud til at påvirke resten af ugens vejr, der bliver skyede og ret blæsende.
Samtidig kan der også komme yderligere lidt sne eller snebyger flere steder, lyder det.
»Det er svært at sige, hvor meget sne der kommer,« forklarer meteorologen i sin kommentar på DMIs hjemmeside.
Frem til søndag kan der flere steder komme mellem en og fem centimeter sne, lyder det.
»I Østjylland og ved Østersøen og på Bornholm kan der måske komme en del mere, hvis der efterhånden kommer kraftigere byger,« forklarer Martin Lindberg.
Tager vi et kig på temperaturen, ser den ud til at »falde noget«, så vi fra på torsdag hele døgnet rundt kan få mellem fem graders frost og på til frysepunktet.
Imens begynder vinden også at friske op.
»Det kommer altså til at føles bidende koldt. Så det er om at få sig pakket godt ind, når man skal udendørs,« lyder det fra meteorologen.

