Fredag bliver sidste chance for at nyde efteråret, før et markant vejrskifte rammer Danmark.

For ifølge DMI’s vagthavende meteorolog, Mette Wagner, står stormlavtrykket 'Amy' klar til at trække ind over landet i løbet af natten til lørdag.

»Det bliver den sidste flotte efterårsdag – i hvert fald inden lørdag,« siger hun med et smil i stemmen.

Dagen begynder forholdsvis stille med 11–15 grader og lidt sol i øst. I vest bliver det hurtigt mere skyet, og enkelte byger rammer Bornholm.

»Men jeg har ja-hatten på, for det bliver overordnet set en virkelig fin efterårsdag,« siger Wagner.

Men roen varer ikke ved. I løbet af aftenen tiltager vinden fra sydøst til jævn til frisk, ved kysterne hård. Samtidig bevæger regn sig ind fra vest – optakten til uvejret.

Fra fredag kl. 23 til lørdag kl. 14 har DMI udsendt stormvarsel. Stormlavtrykket Amy ventes at bringe hård vind til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

De kraftigste vindstød ventes i Nordjylland langs kysterne, hvor de kan nå 32–33 m/s – på grænsen til orkan. Samtidig ventes 15–25 millimeter regn, lokalt op til 30–40 millimeter på blot seks timer.

»Det bliver en stormende kuling med vindstød af stormstyrke, og der kommer en del nedbør,« understreger Wagner.

DMI peger på, at der stadig er usikkerhed om, præcis hvor de kraftigste vindstød og største regnmængder rammer. Men én ting er sikkert: Amy er på vej.