Det berygtede klimafænomen El Niño forventes at kunne udvikle sig meget kraftigt senere på året.

Af den grund kommer forsikringskoncernen Tryg nu med en række råd til danske boligejere.

For blot en uge siden lød det, at globale meteorologer i stigende grad overbeviste om, at det tilbagevendende vejrfænomen El Niño kan udvikle sig ganske kraftigt senere på året.

»Sandsynligheden taler stærkt for en moderat til kraftig eller sandsynligvis kraftig til rekordstor begivenhed på nuværende tidspunkt,« lød det den 10. juni fra direktøren i EUs klimaovervågningstjeneste – Copernicus – Carlo Buontempo.

El Niño er karakteriseret ved høje havtemperaturer i den østlige del af Stillehavet omkring Ækvator, og de højere havtemperaturer kan føre til højere temperaturer og mere regn i nogle regioner samt mindre regn andre steder.

Netop de store udsving i nedbør kan få konsekvenser for danske boligejere, lyder det i en pressemeddelelse fra Tryg.

Nye tal fra forsikringskoncernen viser nemlig, at Tryg i måneder med skybrud og ekstrem nedbør ser op til 10-15 gange flere skybrudsskader end i rolige perioder, mens de samlede vandskader kan ligge to-fire gange over normalen.

Dataene dækker blandt andet den seneste El Niño-periode, som fandt sted i 2023-2024. 

»Det er de ekstreme vejrhændelser, der flytter skadetallene,« forklarer Carsten Hvass-Nielsen, der er skadedirektør i Tryg.

»Ét enkelt skybrud eller en periode med meget kraftig regn kan udløse markante stigninger i antallet af skader.«

Han påpeger dog også, at Trygs data ikke kan fastslå, hvilken betydning El Niño isoleret set har haft eller vil få i Danmark.

»El Niño er et vejrfænomen, som kan være med til at skabe større udsving i vejret globalt. Vi kan ikke sige, hvad det konkret kommer til at betyde for Danmark i år,« siger han og tilføjer:

»Men vi kan se, at perioder med ekstrem nedbør giver markante stigninger i antallet af skader. Derfor er det en god idé at forberede sin bolig på kraftig regn.«

Tryg råder derfor til, at boligejere får renset tagrender, vedligeholder afløb, sikrer udsatte kælderrum og sørger for, at vand kan ledes væk fra boligen.

El Niño varer typisk mellem ni og tolv måneder og opstår med to til syv års mellemrum.

Den nuværende El Niño forventes at blive markant stærkere frem mod vinteren 2026-27.