De globale havniveaustigninger kan ske tidligere – og altså hurtigere – end hidtil antaget.

For tilsyneladende kan selv kortvarige såkaldte ekstreme vejrhændelser have store konsekvenser for, hvor hurtigt isen på Grønland samt Nordpolen og Sydpolen smelter.

Sådan lyder det ifølge et nyt internationalt studie, skriver DMI.

»I dette studie har vi samlet mange forskellige slags observationer, modeller og satellitmålinger, der har givet et samlet overblik over indlandsisen både på Grønland og i Antarktis,« siger Ruth Mottram, klimaforsker og glaciolog ved netop DMIs Nationalt Center for Klimaforskning:

Udsigt ved Antarktis.
Udsigt ved Antarktis. Foto: Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det fulde billede viser, at de ekstreme vejrhændelser, vi også oplever andre steder i verden, og i Danmark, på grund af klimaforandringer, også forekommer i Arktis og Antarktis. Og i disse regioner, kan bare én hændelse påvirke hele systemet i en anden retning.«

Ruth Mottram har været en del af de 29 eksperter bag studiet, der har været ledet af University of Lincoln.

Som et eksempelvis på en af de ekstreme vejrhændelser fremhæves, da en såkaldt 'atmosfærisk flod' i 2022 fandt sted ved Conger-isbræmmen i Antarktis.

Den kollapsede simpelthen efter en periode med ekstremt fugtigt og varmt vejr. Det samme vejr har for nylig ramt Østantarktis.

»I begge tilfælde sker der en kraftig afsmeltning af iskapperne, som har svært ved at komme tilbage igen, selvom opvarmningen kun står på i begrænset tid,« siger Ruth Mottram:

»Det kan få afgørende betydning for den totale ismasse og for havniveauet i sidste ende.«

Ifølge studiet lyder anbefalingen derfor, at der skal forskes endnu mere inden for klimaforandringer på jordklodens poler. Ikke mindst i forhold til ekstreme vejrhændelser.