Antallet af vejrskader i de danske hjem har i 2023 og 2024 været højere end nogensinde.

Men danskerne er ikke gode nok til at få klimasikret deres hjem.

I hvert fald mangler hver tredje dansker ifølge forsikringsselskabet If at beskytte boligen mod vejret.

»Det voldsomme vejr er her allerede, og eksperter vurderer, at fremtidens klima i Danmark vil byde på mere regn og generelt flere ekstreme vejrhændelser,« siger Helene Ibsen, boligchef i If.

»Derfor opfordrer vi boligejere, der ikke har gjort noget endnu, til at vurdere behovet for at klimatilpasse boligen,« tilføjer hun.

Hele 36 procent af danskerne svarer i en undersøgelse lavet af analysebureauet Verian for If, at de ikke har truffet nogen foranstaltninger på boligen for at minimere risikoen for vejrskader, mens 11 procent svarer 'ved ikke'.

»Behovet for at klimasikre kan variere, og det samme gælder, når det kommer til den rigtige løsning.«

»Når vi har massiv regn og skybrud, ser vi dog ofte, at vores kunder bliver ramt af skader efter utætheder i taget, kloakvand, der står op igennem toiletterne, og vand i kælderen,« siger Helene Ibsen og tilføjer:

»Man kan for eksempel installere højvandslukke eller lægge omfangsdræn for at undgå indtrængende vand. Boligejere bør også tjekke taget og undertaget for utætheder.«