Stormen 'Dave' har sat ødelæggende spor på en lang række danske husstande det seneste døgn.
Det mærker man særligt hos forsikringsselskabet Codan, hvor skadesanmeldelserne er væltet ind de seneste 24 timer.
»Det kan være en voldsom oplevelse at få skader på hjemmet, og derfor gør vi alt for at sikre hurtig og ordentlig hjælp, så kunderne kan komme godt videre,« siger Jan Graversgaard, der er direktør for Bygning og Bolig i Codan, i en pressemeddelelse.
Selskabet har modtaget 140 skadesanmeldelser fra kunder som konsekvens af 'Dave'.
Derudover har man i 30 tilfælde haft akutte assistancer ude hos kunder, som har haft behov for hurtig hjælp.
Man forventer, at der kan komme flere anmeldelser i de kommende dage, i takt med at kunderne får overblik over de skader, stormen kan have forårsaget.
»Hvis du har fået skader på din bolig, er det vigtigt at tage billeder og notere skaderne med det samme,« siger Jan Graversgaard, der påpeger, at dokumentationen hjælper både kunder og selskab med at få overblik over omfanget.
Følg uvejret i B.T.s LIVE-blog lige her.

