De kommende timer kan blive ganske voldsomme, når et stormvejr ser ud til at kunne ramme os.
Af den grund har forsikringsselskabet If også udsendt en advarsel.
En advarsel, der går på, at det er en god idé at huske at »sikre løse genstande omkring boligen, parkere bilen væk fra træer og vise ekstra forsigtighed udendørs, når blæsten er kraftigst«.
Det oplyser forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
Søndag morgen har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) opgraderet det varsel, man tidligere har sendt ud om den blæst, der rammer os søndag.
Nu advares der om 'storm med vindstød af orkanstyrke' i det nord- og nordvestjyske fra søndag formiddag og frem til i aften.
Men også resten af landet vil kunne mærke blæsten.
Af den grund råder If boligejere til at være ekstra opmærksomme og tage forholdsregler.
»Det er usædvanligt med storm i april. Når vinden tager til på den måde, kan træer og løse genstande hurtigt blive en risiko for både mennesker og boliger, og derfor er det vigtigt at være ekstra opmærksom,« siger Helene Ibsen, der er boligchef i If, i pressemeddelelsen.
Årsagen til blæsevejret skal findes i et stormlavtryk, der har fået navnet 'Dave' af det britiske Met Office.
Lavtrykket bevæger sig søndag i en nordøstlig bane lige nord om Skagerrak, hvor der ifølge DMI også forventes at kunne opstå bølger på op mod 10-11 meter.
»Vi ser ofte, at kraftige vindstød får fat i havemøbler, trampoliner eller andre løse ting, som rammer vinduer, tage eller naboejendomme,« forklarer Helene Ibsen og tilføjer:
»Helt enkle forberedelser kan i mange tilfælde være med til at forhindre, at små ting udvikler sig til store skader.«
Du kan følge udviklingen i vejret i vores liveblog lige HER.

