Tirsdag er sidste chance for solbriller og sandaler i denne omgang, inden det efterårsagtige vejr igen banker på.

»En fin dag.«

Sådan betegner den vagthavende meteorolog i DMI, Frank Nielsen, dagens vejr.

Vi har nemlig udsigt til endnu en fin sensommerdag med »pænt med sol« og temperaturer, der sniger sig op på den rigtige side af de 20 grader.

Det bliver også næsten vindstille, så det eneste »men« bliver nogle højtliggende skyer, som ifølge meteorologen kan sløre lidt for solen midt på dagen.

»Nogle steder kan de skygge lidt en gang imellem, men det er svært at sige, præcis hvor de kommer,« siger Frank Nielsen.

Også tirsdag aften tegner til at blive til både gåture og grill med flot, klart vejr.

Men så er der ellers også efterårsvejr på programmet resten af ugen.

Faktisk er der udsigt til både blæsende og vådt vejr igen.

»Det hele begynder onsdag, hvor vinden blæser markant op, og der kommer flere skyer. Måske kan der også komme lidt regn hist og pist.«

Temperaturerne sker der dog ikke det store med onsdag, men torsdag, fredag og lørdag får temperaturerne et nøk nedad.

»Der kommer ret mange byger. Faktisk bliver det både regn og byger, som lokalt kan være med torden. Vinden bliver hård til kuling fra nordøst, og temperaturerne kommer til at ligge på 15 til 17 grader,« lyder den nedslående fra meteorologen.

»Weekenden er stadig lidt usikker, men vi får en ustadig vejrtype og mest regn på Sjælland og på Bornholm. Lidt mindre i det jyske.«

»Generelt er der udsigt til et temperaturfald og pænt med vind, så vi bliver skudt lidt tilbage til det lidt efterårsagtige vejr.«