Skolernes efterårsferie lakker mod enden – og det samme gør det solrige, men kølige vejr.

Allerede fredag bliver vejret helt anderledes. På flere parametre.

Men torsdagens vejr først. Det kommer til forveksling til at ligne onsdagens, med en del sol og temperaturer på mellem ni og 12 grader. Dog bliver det en anelse mere blæsende med let til frisk vind fra sydøst.

Det skyldes ifølge vejrtjenesten DMI et højtryk, der er kommet ned over Danmark fra Færøerne – med tør, men kølig, luft.

»Det forsyner os med en flot blå himmel mange steder og lave temperaturer om natten – lokalt ned til omkring frysepunktet,« skriver vagthavende meteorolog Frank Nielsen om torsdagens vejr på DMI's hjemmeside.

Men allerede torsdag aften slår vejret om.

Her bliver det efterhånden skyet over hele landet og en front med regn kommer ind over Danmark fra sydvest.

Til gengæld får temperaturen et nøk opad.

En 'for årstiden meget varm luft' fra Nordafrika presses op over Europa sydfra, og det kommer til at påvirke vejret de kommende dage her i Danmark

»Det flotte kølige efterårsvejr presses derfor væk af varmere og mere fugtig luft, flere skyer og regn af og til. Det sætter også nattefrosten på pause, og generelt kommer temperaturen til at ligge mellem 10 og 15 grader om dagen,« skriver Frank Nielsen på DMI's hjemmeside.

»Resten af måneden ser også mild ud,« konstaterer han afslutningsvis.