Den stormende kuling, der søndag bevæger sig ind over Danmark, resulterer mandag i det, som DMI kategoriserer som farligt vejr.

Mere specifikt betyder det, at man vil opleve markant forhøjet vandstand ved Nordsjællands kyst.

»Som det ser ud nu, forventer vi at vandstanden stiger så meget ved middagstid mandag, at den kommer til at ligge mellem 1.10 og 1.45 meter over normalen,« siger Dan Nilsvall, der er vagtchef hos DMI til B.T.

Den hårde vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger.

»Hvis man har hus, som ligger tæt på vandet, når vandstanden er normal, kan man risikerer at huset vil blive oversvømmet som følge af den forhøjede vandstand,« siger Dan Nilsvall.

Derfor anbefaler han, at man sikrer sine værdier og tager sine forbehold, hvis man har hus eller sommerhus tæt på kysten.

Ydermere rådes offentligheden til at undgå at rejse og opholde sig i truede kystområder.

»Man skal selvfølgelig tage sine forbehold og være forsigtig, hvis man vil ud i naturen og bevæge sig.«

»Tagsten kan falde ned, grene kan knække, og træer kan vælte.«

»Så hvis man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan man komme til skade.«

Vagtchefen kan på nuværende tidspunkt ikke sige præcis, hvornår de hårde vinde aftager, og dermed heller ikke hvornår vandstanden falder igen.

Han regner dog med, at vejret bliver mere stille og roligt, og vandstanden mere normal i løbet af tirsdag.