Tunge skyer med regn og torden.

Mandagens vejr stod ikke just i sommerens tegn. Men det slutter for denne omgang.

Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog hos DMI, Erik Hansen.

Og det er gode nyheder til de tusindvis af danskere, der i weekenden drager mod Roskilde Festival.

»De kan godt forvente et sommerligt vejr,« siger Erik Hansen.

Prognoserne lover nemlig højere temperaturer end der har været det seneste stykke tid.

Faktisk kan vi i weekenden komme op og ramme over 25 grader, forlyder det.

Men vent lige et øjeblik, før du udelukkende pakker tasken med sommertoppe og bøllehatte.

»Der kan altså også godt komme kraftige sommerbyger, så mit råd lyder: Husk både solcreme og en paraply,« siger Erik Hansen.

Det er ikke kun festivalgængerne, der kan se frem til solstrejf og varmere temperaturer.

»Sommervejret bliver rimeligt fordelt landet over. Vi kigger ind i en uge med et overordnet pænt vejr, hvor alle får solen at se.«

Roskilde Festival løber af stablen fra lørdag 25. juni til søndag 3. juli.